På IAA-messen i Hannover præsenterede Scania en plugin-el-hybridlastbil (PHEV) baseret på den nyeste lastbilgeneration. Med teknologien Scania Zone kan PHEV'en og den nært beslægtede el-hybridlastbil (HEV) overholde emissions- og hastighedsbestemmelserne i bestemte zoner, oplyser Scania.
"Hos Scania fortsætter vi vores eMobility-rejse med 'her og nu'-tilgang. Vi tilbyder løsninger med de funktioner, der er nødvendige for at støtte vores bykunder på en bæredygtig måde fra dag ét," siger Maria Johansson, fungerende produktchef for Urban-segmentet hos Scania Trucks.
Find Scania i Leverandøroversigten
"Vi starter med at introducere HEV-udgaven, og PHEV'en kommer til næste år. Scanias kunder får en løsning med driftssikker hardware og regenerativ opladning – uden bekymringer om rækkevidde, uden udstødningsemissioner og uden at gå på kompromis med driftsøkonomien."
Rækkevidden på ren eldrift ligger på cirka 10 km afhængig af trafikforhold, antal start-stop, bakker og temperatur.
Diesel eller HVO og el
De nye hybridlastbiler drives af Scanias DC09, en femcylindret rækkemotor, som kan køre på HVO (hydrogeneret vegetabilsk olie) eller diesel, parallelt med en elmotor, der yder 130 kW (177 hk) og 1.050 Nm.
Det genopladelige litium-ion-batteris energivindue er indstillet til 7,4 kWh for at sikre lang batterilevetid.
Ved hjælp af elektriske hjælpemotorer til styretøjet og bremseluftforsyningen kan lastbilerne køre på ren el uden hjælp fra forbrændingsmotoren.
"Hybridlastbiler er en optimal løsning til vore dages byopgaver, når man ser på den samlede driftsøkonomi, driftstid og bæredygtighed," siger Johansson. "Med HVO er der mulighed for CO2-reduktioner på op til 92 procent, og lastbilerne giver enestående produktivitet i de hastigt voksende byområder, hvor transportvirksomhederne står over for sikkerhedsmæssige, miljømæssige og trafikmæssige udfordringer."
Scanias HEV/PHEV-modeller kan bestilles fra foråret 2019 til levering medio 2019.