Nyheder

flerenyheder

roadshow korsor
De danske kommuner har gode muligheder for at lade den kollektive trafik tage et stort skridt i den grønne retning ved at lave flere udbud med krav om gasbusser. De grønne gasbusser er driftssikre, har kørt i mange år i andre lande, og det er sådan set bare om at komme i gang.

Sådan lød nogle af konklusionerne, da Gas2move (nu NoFoss) gennemførte den femte og sidste event i Roadshowet Biogas til Transport med to seminarer ved Kollektiv Trafik Konferencen i Korsør den 9. oktober 2017.

Indtil videre har otte kommuner – Frederikshavn, Aalborg, Skive, Holstebro, Silkeborg, Fredericia, Sønderborg og København – helt eller delvis skiftet til gasbusser, der kører på CO2-neutral biogas. Erfaringerne fra de danske kommuner er gode og ligger dermed i tråd med anvendelsen af tusindvis af gasbusser i lande som Sverige, Norge, Frankrig, Spanien, Italien og Storbritannien.

Vi har fået meget for pengene

”Det var en lang proces at få afklaret, hvordan vi skulle løse opgaven, men det lykkedes. Nu kører gasbusserne, og vi har i hvert fald ikke fortrudt. Vi oplever, at vi har fået rigtig meget for pengene,” fortalte Tina Aagaard Mørkeberg, der berettede om Sønderborgs proces med at gennemføre et udbud, der har medført, at alle kommunens 44 busser nu kører på gas.

Med kun cirka 150 gasbusser er Danmark ikke kommet så langt, og flere indlæg ved konferencen indikerede, at der i nogle kommuner er en vis tøven.

Kom i gang Danmark!

”Men der er sådan set ikke noget at være i tvivl om. I Sverige begyndte de den grønne omstilling af den kollektive trafik for 20 år siden, og de er sådan set færdige. Eksempelvis kører alle busser i Skåne på gas, så det er bare med at komme i gang her i Danmark,” sagde Bent Erik Hawaleska fra E.ON Danmark, idet han kommer fra Sverige, hvor han gennem mange år har arbejdet med salg af biogas til transport.

I Danmark går diskussionen blandt andet på, om elbusser er en bedre løsning – og om man skal vente yderligere.

Fra de tilstedeværende busproducenter MAN og Iveco lød budskabet, at på sigt vil elbusser være en god løsning i centrum af de store byer, men at der går nogle år, før elbusteknologien er lige så driftssikker, som gasbusserne er i dag. Så også fra den kant lød budskabet: Der er ingen grund til at vente længere.

Følg os på Facebook   facebook    - og Linkedin  linkedin icon

Vi anvender webstatistik og cookies med det formål at optimere hjemmesiden. Vi deler statistiske oplysninger med tredjepart med det formål at udvikle hjemmesiden og vores forretning. Vi sælger ikke dine personlige oplysninger til tredjepart.