Nærenergi Danmark har leveret 22 nye SHERFILL gasfyldestandere til de CO2-neutrale biogasbusser, der kører på rute 5c igennem København. Der kører i alt 37 biogasbusser på rute 5c.
Gasfyldeanlægget ligger i Gladsaxe og omfatter et såkaldt slow-fill anlæg. Slow-fill betyder, at det tager længere tid end de sædvanlige 5-10 minutter at fylde en bus. Til gengæld kan et slow-fill anlæg typisk fylde flere køretøjer med gas på en gang.
Se produkter og nyheder fra Nærenergi Danmark i Leverandøroversigten
Ifølge en pressemeddelelse fra Nærenergi Danmark er anlægget designet i et tæt samarbejde med kunden for at optimere sikkerhed, pålidelighed og omkostninger i forbindelse med brændstofpåfyldningen af busserne.
SHERFILL standerne er designet og produceret i Danmark og sikrer en hurtig, sikker og effektiv brændstofpåfyldning. Standerne er lette at integrere med et SHERMOUNT modul-baseret installationssystem. Desuden har anlægget en standard slangelængde på 5 meter, som let kan skiftes alt efter kundens behov.