Nyheder

flerenyheder

scania gasbus
Scania Citywide LE biogasbus

Den svenske busproducent har haft stor succes med levering af bæredygtige biogasbusser i Danmark, og på Transport 2021 i Herning præsenterer Scania næste generation biogasbus til endnu mere effektiv, bæredygtig og driftsøkonomisk passagertransport i by- og regionaltrafik. Især regionaltrafikken vil have store fordele med den længere rækkevidde, som en biogasbus opfylder.

Scania Citywide LE 6x2*4 14,8 er den præcise typebetegnelse på den biogasbus, som Scania vil placere centralt på stand D3300 på Transport 2021. Den 3-akslede bus er 14,8 meter lang og rummer hele 110 passagerer fordelt på 53 siddende og 57 stående plus en kørestol eller barnevogn.

Scanias første generation Citywide blev præsenteret i 2011, og den nyeste generation har her 10 år senere fået helt nyt karosseri og ny teknik bag det nye design. Drivlinen er udviklet og produceres inhouse af Scania i Södertälje i form af en 9-liters, 5-cyl. rækkemotor på 340 hk/1.600 Nm, 12-trins GRS895R-gearkasse med fuldautomatisk kobling, gearskiftesystem og Retarder samt Scania AD400-bagaksel med enkeltreduceret R660-bagtøj. Så bliver det ikke mere svensk, brændstoføkonomisk og driftssikkert!

Den udstillede bus er af LowEntry-type, dvs. med lav indstigning og lavt gulv i bussens forreste halvdel. Bag midterdørene er der to trin op, så de passagerer, der skal køre med over lidt længere afstande, kan få glæde af bedre udsyn og komfort. Bussen er udrustet med 1+1+0 dørkonfiguration men kan naturligvis leveres med andre dørkonfigurationer på op til 2+2+2 i forhold til lokale ønsker og behov.

Bussen er udrustet med hele 1.875 liter brændstofkapacitet i fordelt på fem tryktanke á 375 liter monteret på taget. Det giver bussen en rækkevidde på op til 1.200 km på en enkelt optankning og en klar driftsfordel over el-busser på længere, regionale busruter. Når bussen tankes med lokalt produceret biogas, vil den kunne levere 100 % CO2-neutral passagertransport praktisk taget uden udledning af NOx og partikler - endda uden partikelfilter - samt med et 3 dB lavere støjniveau end en tilsvarende dieselbus.

Gennemprøvet teknik og ydeevne
- Den tekniske løsning i Scanias Citywide LE-gasbusser er leveret i et meget stort antal på adskillige Scania-markeder over hele verden gennem de seneste 10 år. Driftssikkerheden er veldokumenteret, og det samme er bæredygtigheden, fastslår Steffen Laursen, Key Account Manager hos Scania Danmark.

Han henviser til et stort antal leverede gasbusser både i udlandet og her i Danmark i bl.a. Holstebro, Frederikshavn, Aalborg og Skive.

- Det gælder også de 44 Citywide LE gasbusser, som kører i Sønderborg, som de seneste fire år har leveret bæredygtig, driftssikker og driftsøkonomisk busdrift på certificeret biogas. CO2-reduktionen alene fra de 44 biogasbusser svarer til ca. 2.700 tons pr. år i forhold til tilsvarende dieselbusser, fastslår Steffen Laursen.

- Samtidig er partikeludledningen reduceret med mere end 95 % takket være renere forbrænding af gas end diesel - endda uden partikelfilter, tilføjer han.

Biogas gør den grønne omstilling hurtigere og billigere
- Den grønne omstilling er heldigvis kommet højt på den politiske dagsorden, og det er vi glade for hos Scania, forklarer Erik Rolvung, der er salgsdirektør for busser hos Scania Danmark.

- Scania har et meget bredt produktudvalg af by- og regionalbusser til drift på ren el, el-hybrid, biogas, bioethanol og biodiesel. El- og batteridrift fremhæves ofte som den eneste bæredygtige teknologi til kollektiv trafik, og Scania kan da også sagtens levere ”rene” el-busser. Vi har dog også andre løsninger på hylderne, der gør det både billigere og hurtigere til at omstille den kollektive trafik til at blive bæredygtig. Det er vores biogasbusser et lysende eksempel på, og det er derfor vi udstiller netop den nye Citywide LE biogasbus i Herning, fremhæver Erik Rolvung.

- Der findes masser af dokumentation for, at biogas kan implementeres som en mere gennemprøvet, billigere og mere bæredygtig løsning til den kollektive busdrift i Danmark samt en vigtig del af den cirkulære økonomi. Vi synes det er ærgerligt, at især politikerne har stirret sig blinde på el-drift som det eneste rigtige alternativ til diesel. Det handler meget om C02-reduktion, og her ligger biogasbusserne helt i top, og samtidig får man stort set også elimineret partikeludslippet, fastslår han.

Mere effektiv og mere økonomisk
- Ønsker man at tilgodese klimaet, er biogas aktuelt både den mest effektive og den mest økonomiske måde. Dels er omkostningerne lavere end for andre biobrændstoffer og ligeledes lavere end ved el-drift. Dansk produceret biogas giver en CO2-reduktion på minimum 100% i forhold til diesel, og det er der ingen andre løsninger, der kan matche, fastslår Erik Rolvung.

- El-drift, som ellers opfattes som den ”reneste” energiform, er jo afhængig af, hvorledes elektriciteten er produceret, og selv om Danmark er godt på vej med bæredygtig produceret elektricitet, svinger CO2-reduktionen i dag ”kun” mellem 60 og 80% og er således lavere end ved brug af biogas. Klimaet kunne være godt tjent med, at alle investeringer blev lagt i biogaskøretøjer, som teknologien ser ud lige nu og et pænt stykke ind i fremtiden. Så hvis vi skal nå klimamålet og verdensmålene i 2030, er vi nødt til at bruge hele paletten af muligheder. Især de løsninger, der allerede er klar, og her er biogas helt oplagt som brændstof til den regionale kollektive trafik.

Kom selv til Herning og se vores nye Citywide LE som et eksempel på netop dette, afslutter han.

Følg os på Facebook   facebook    - og Linkedin  linkedin icon

Vi anvender webstatistik og cookies med det formål at optimere hjemmesiden. Vi deler statistiske oplysninger med tredjepart med det formål at udvikle hjemmesiden og vores forretning. Vi sælger ikke dine personlige oplysninger til tredjepart.