Den første af flere hundrede europæiske ultra-hurtige ladestationer står nu klar på den tyske motorvej A3 ved Autohof Strohofor i Geiselwind, mellem Würzburg og Nürnberg. I hele august tilbyder E.ON gratis opladning til alle elbilister på de nye ladestandere.
Ladestationen i Geiselwind gør det muligt at oplade sin elbil i 20 minutter og køre yderligere 400 kilometer.
Find E.ON Danmark i Leverandøroversigten
”Den nye ladestation er et lille smugkig ind i fremtiden. Fremover vil alle elbilister køre markant længere på en opladning og selve opladningen vil ikke tage længere tid end at læse en avis,” siger Tore Harritshøj, adm. direktør i E.ON Danmark.
Han gør samtidig opmærksom på, at E.ON er ved at udrulle et større netværk af ultra-hurtigladere i Norden og resten af Europa.
Den nye ladestation kan lade alle typer af elbiler, har fire ladestandere og vil blive opgraderet fra 150 kW til 350 kW inden årets udgang.
Fakta om E.ONs ultra-hurtige ladestationer:
- Tilbyder 150 kW opladning, med opgraderingsmulighed til 350kW
- Bliver placeret med 120-180 kilometers afstand langs de europæiske motorveje
- Hver ladestation er udstyret med to til seks ladestandere
- Tilbyder opladning med CCS (europæisk standard for hurtig opladning) og CHAdeMO
- Opladning er gratis i hele august herefter kan brugere betale med enten kreditkort (app og hjemmeside)