Vi anvender webstatistik og cookies med det formål at optimere hjemmesiden. Vi deler statistiske oplysninger med tredjepart med det formål at udvikle hjemmesiden og vores forretning. Vi sælger ikke dine personlige oplysninger til tredjepart.

Nyheder

international knap

International news

flerenyheder

Der bliver med jævnlige mellemrum stillet spørgsmålstegn ved, om elbiler nu er så klima- og miljøvenlige, som hidtil antaget. Men det er de, fastslår Andreas Unterstaller, transport- og miljøekspert i Det Europæiske Miljøagentur.

Når det handler om klimapåvirkning og luftkvalitet, så er elbiler klart at foretrække fremfor benzin- og dieselbiler. Det er hovedkonklusionen i rapporten ”Electric vehicles from life cycle and circular economy perspectives” fra Det Europæiske Miljøagentur.

Men samtidig er der plads til forbedring, fortæller Andreas Unterstaller, der har været miljøagenturets projektleder på arbejdet med rapporten.

“Selv med det nuværende europæiske energimix, der stadig rummer en masse elektricitet fra kul, er der klare fordele. Disse fordele vil forstærkes, efterhånden som Europa kommer til at bruge mere vedvarende energi,” siger Andreas Unterstaller i et interview på miljøagenturets hjemmeside.

Kør længe i din elbil

I rapporten har en arbejdsgruppe fra forskellige dele af EU-kommissionen undersøgt eksisterende livscyklusanalyser og anden forskning om bæredygtigheden i elbilproduktionen.

I rapporten fremhæves nogle vigtige erfaringer. Først og fremmest er det vigtigt at sørge for, at elforsyningen til både produktion af elbiler og til at køre med dem kommer fra vedvarende energikilder. Rapporten viser, at dette er den største enkeltfaktor i forhold til deres performance med hensyn til både miljø og sundhed.

”For det andet skal vi sikre os, at disse biler holder længe. Hvis en elbil kun kører 70.000 km og derefter bliver skrottet, så ser elbilerne ikke godt ud i forhold til konventionelle biler, fordi der går et større energiforbrug til fremstilling af elbiler end til konventionelle biler. Men hvis bilerne kører 150.000 km, så falder sammenligningen stærkt ud til elbilernes fordel. Når så bilerne bliver skrottet, er det vigtigt at få mest muligt ud af materialerne,” forklarer Andreas Unterstaller.

Bedre at gå eller tage bussen

Andreas Unterstaller understreger samtidig, at det altid vil være bedre for miljøet, hvis man har mulighed for at gå eller benytte den offentlige transport.

”Det vi siger er, at hvis man virkelig har behov for at bruge en bil, så er en elbil det bedre valg for miljøet. Elmotorerne er mere effektive end forbrændingsmotorer, så mere af den energi, der kommer ind i bilen, bliver brugt til at køre bilen. Desuden er der ingen emissioner fra udstødning, eksempelvis kvælstofoxider og partikler. Vi får stadig partikler fra elbilens bremser og dæk, men samlet set er der mindre end fra en diesel- eller benzinbil,” forklarer Andreas Unterstaller.

Find rapporten her

0
0
0
s2smodern
powered by social2s

Følg os på Facebook   facebook    - og Linkedin  linkedin icon