Nyheder

flerenyheder

I sin største enkelte ordre til dato skal Scania nu levere 100 gasdrevne Scania R 410 trækkere til danske KP Logistiks tyske datterselskab. Det oplyser Scania i en pressemeddelelse.

Lastbilerne skal anvendes til levering af tørre, nedkølede og frosne fødevarer, primært til detailhandelskæderne Netto og Norma i det østlige Tyskland inklusive Berlin.

Find Scania i Nofoss Leverandøroversigten

De 100 trækkere er forsynet med en seks-cylindret motor med 410 hestekræfter. Brændstoffet er enten flydende naturgas (LNG) eller flydende biogas (LBG) og kan dermed bidrage til at reducere CO2-udledning og emissioner fra transporten.

scania lng photo scania

”Med det strategiske indkøb af disse LNG-køretøjer ønsker vi at være pionerer inden for miljøbeskyttelse og at være et eksempel til efterfølgelse i transportsektoren. Med anvendelse af naturgas udleder lastbilerne cirka 20 procent mindre CO2 sammenlignet med diesel-køretøjerne, men CO2-reduktionen kan komme helt op på 90 procent, hvis vi anvender biometan (biogas, red.) som brændsel. Det forbedrer vores klimabalance markant,” siger David Brokholm, adm. direktør i KP Logistik, ifølge netmediet globalgasmobility.com.

Herudover medvirker lastbilerne også til at minimere udledninger og kvælstofoxider og partikler, så nærmiljøet forbedres også der hvor bilerne kører. 

Rækkevidde på 1.100 km

Ifølge David Brokholm har KP Logistik haft gavn af, at gasdrevne køretøjer er undtaget fra at betale den tyske motorvejsafgift MAUT, ligesom det er muligt at opnå offentlige støtte til indkøb af gaslastbiler.

”Det har klart gjort det meget lettere for os at vælge gasteknologien,” siger han.

Trækkerne er forsynet med to tanke på henholdsvis 340 og 400 liter gas og får dermed en rækkevidde på cirka 1.100 km.

I begyndelsen vil bilerne blive forsynet med flydende gas fra mobile gasfyldeanlæg, men i sommeren 2019 vil gasleverandøren Liquind 24/7 have etableret permanente anlæg i henholdsvis Wustermark og Stavenhagen, hvor lastbilerne fra KP Logistik kommer til at tanke.

20 LNG-tankstationer på vej i Tyskland

På grund af favorable vilkår for gasdrevne køretøjer forventes der i løbet af 2019 at blive etableret ikke mindre end 20 tankanlæg til flydende gas.

Efter at den tyske rigsdag har besluttet at undtage gaskøretøjer fra vejafgifter har Scania oplevet en betydelig interesse.

”Vi oplever en konstant stigende interesse for vores gasdrevne køretøjer, og ordren fra KP Logistik er den største indtil videre,” siger Christian Hottgenroth, salgsdirektør for Scania Trucks i Tyskland og Østrig.

Følg os på Facebook   facebook    - og Linkedin  linkedin icon

Vi anvender webstatistik og cookies med det formål at optimere hjemmesiden. Vi deler statistiske oplysninger med tredjepart med det formål at udvikle hjemmesiden og vores forretning. Vi sælger ikke dine personlige oplysninger til tredjepart.