Nyheder

flerenyheder

man lions city 5c
MAN har stået for leverancen af de 37 nye biogasbusser, som Arriva anvender på rute 5c fra Københavns Lufthavn til Herlev Hospital.

De nye MAN-busser er designet og indrettet i stil med letbanetog, selv om de kører på gummihjul på almindelige veje og dedikerede busbaner.

Find produkter og nyheder fra MAN i Leverandøroversigten

Trafikselskabet Movia har ønsket, at den nye buslinje 5C fremstår så tæt på letbanetog som muligt - uden at køre på skinner. MAN har derfor designet og produceret en helt ny MAN Lion’s City ledbus, der giver passagererne en helt ny oplevelse.

”Vi er både glade og stolte over at have vundet udbuddet på linje 5C. Det handlede nemlig ikke ”kun” om at levere en stribe nye busser men også om at bidrage med et helt nyt BRT-koncept (BRT = Bus Rapid Transit), som løfter effektiviteten ved busdrift i intensiv bytrafik til nye højder,” fortæller Steffen Feddersen, markedschef hos MAN Truck & Bus Danmark A/S.

De nye MAN Lion’s City GL CNG ledbusser er udrustet med Euro 6-gasmotorer og kører på biogas, så de har markant bedre miljøegenskaber end de hidtidige dieselbusser på linje 5A.

Flere passagerer, mindre udslip og støj

De nye MAN Lion’s City på 5C er 18,7 meter lange og rummer hele 147 passagerer, heraf 37 siddende. Til sammenligning kunne de tidligere 13,7-meter dieselbusser på 5A ”kun” medtage hver 82 passagerer. Alligevel udleder MAN Lion’s City 72 % mindre NOx og 33 % færre partikler end de nuværende busser, og ved kørsel på biogas er CO2-udslippet reduceret til næsten ingenting.

”Det er lykkedes vores teknikere at skabe et helt nyt BRT-buskoncept ved at kombinere de bedste egenskaber fra flere forskellige Neoplan/MAN busmodeller. Det gælder bl.a. det elegante frontparti med designelementer fra Neoplan Tourliner, der fortsætter videre til indkapslingen af gastankene på taget. Karrosseri og chassis stammer fra den velkendte MAN Lion’s City GL-model. Vi har desuden fået plads til hele fire dobbeltdøre og én enkeltdør, hvilket er helt unikt for en ledbus af denne størrelse,” fortæller Steffen Feddersen.

”Vi har også valgt at indkapsle baghjulene, hvilket giver et mere elegant og aerodynamisk design. Det reducerer også opsprøjt på de øvrige trafikanter ved kørsel i regnvejr, og det reducerer støjniveauet yderligere,” tilføjer Steffen Feddersen.

Let, lyst og indbydende interiør

MAN’s tyske teknikere og designere har været i tæt dialog med designere og udviklingsfolk fra Movia og Arriva for at nå frem til et udseende og en indretning, der matcher de opstillede krav. Og de var høje!

De nye busser er indrettet med helt nye farver, ny LED-belysning, nyt passagerinformationssystem og en næsten transparent ledsektion mellem den forreste og bageste del af bussen. Resultatet er et meget let, lyst og indbydende interiør. Den lave indstigning og lavt gulv i stort set hele bussens længde gør den enormt effektiv. Bussen knæler ved stoppestederne, passagererne åbner selv dørene som i et S-tog, der er ind- og udstigning gennem alle døre, og passagererne sørger selv for billettering med rejsekort, fortæller Steffen Feddersen.

Fakta om MAN Lion’s City GL CNG

  • 18,7 meter ledbus med plads til 147 passagerer (heraf 37 siddende)
  • Fire dobbeltdøre og én enkeltdør i højre side
  • Særligt ”letbane-design” med frontdesign fra Neoplan i kombination med MAN chassis og -karosseri
  • Drivline med 6-cyl. MAN E2876 gasmotor på 290 hk samt ZF Ecolife automatgearkasse
  • Ti gastanke på taget med i alt 2.050 liter komprimeret biogas giver en rækkevidde på over 500 km
  • IBI - MultiQ integreret businformationssystem
  • Største MAN busordre i Danmark til dato

Følg os på Facebook   facebook    - og Linkedin  linkedin icon

Vi anvender webstatistik og cookies med det formål at optimere hjemmesiden. Vi deler statistiske oplysninger med tredjepart med det formål at udvikle hjemmesiden og vores forretning. Vi sælger ikke dine personlige oplysninger til tredjepart.